s1

FILOSOF2

Jeg har søgt at udvikle mit eget, filosofiske begrebsapparat med interaktionen mellem begivenheden, kroppen, sproget og verden i centrum. Især berøringen og dermed særligt hånden befrier de potentialer som materien indeholder gennem en særegen taktil genkendelsesproces, der får lydligt kød i ordet. Jeg er fristet til at kalde dette filosofiske perspektiv for imaginativ kondescendentialisme  I

Dette begreb udtrykker, at ordene, og dermed begrebsdannelsen i filosofien, er et resultat af mødet mellem det, der overskrider erfaringen, universets væsen (transcendens), og det vi kan med vore kroppe og bevidstheder (immanens). I Kierkegaards terminologi betyder det mødet mellem det evige og det timelige i Jesu skikkelse, men betydningen her er bredere og ikke kun bundet til en naturlig overnaturlighed (Carlyle) inden for den religiøse sfære, til ”kénosis”, til ”das Knechtwerden Gottes” (Luther). Den er bundet til en handlekraft, der konkretiseres og forløses af ordet, af – hvad jeg kalder – vores evne til autoonomatopoiesis, til selvefterligning. Gennem vores evne til at producere lyd kan vi skabe koder for det, vi gør i alle aspekter af praksis. Disse koder er inspirerede af vores billedlige forestillingsevne og kapacitet til  analogidannelse.  Derfor det imaginative: Det fører os ind i en sfære hinsides den sansegivne virkelighed. I en mere snæver forstand kan vi også kalde denne evne til at gøre verden håndgribelig og hørbar gennem ordet for evokativ konceptualisering. Det betyder, at individet skaber begreber gennem artikuleringen af den mening og betydning, der udløses ved erfaringen af dets egen praksis. Denne artikulering indbefatter mentale indstillinger, perspektiver, følelser, værdier, dialektiske figurer og retoriske greb, især metaforer. Centralt i min filosofi står begivenheden som det særlige nærvær det skeende får i kraft af øjeblikkets varighed, når den bryder frem i betydningens begivenhed og navngives gennem begivenhedens betydning, bliver til dagsorden, referat, anklageskrift og frihedsbrev.  Dette at kunne forstå begivenheden som en tom plads, almabegivenheden, hvis væsen er på den anden side af en uigennemtrængelig begivenhedshorisont (non aliud), gør frihedens mulighed til centrum i vore liv. Vi kan tage os selv på os i kraft af samvittigheden og blive opdragsmestre til det liv, vi lever.

Således vil den symbolske eller typokratiske begivenhed i vort liv blive samtalen, den med os selv og den med andre. Derfor har jeg også i mere end de sidste tyve år arbejdet med den klassiske, græske samtalekunst, protreptikken, hvis mål er at tilskynde et menneske til at tag sit liv alvorligt, og dermed op til revision. Protreptikkens mål er at insistere på et menneskes mulighed for at frelse sig selv, for så vidt dette ord, ”frelse” oprindeligt betyder ”fri hals”, dvs. at halsjernet er fjernet og slaven sat fri – den græske filosof Epiktet bruger et lignende billede blot med  den fjernede fodlænke som centrum (aparapódistos)

SAMARBEJDSPARTNERE

ZTRONG

COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL

BÜLOW MANAGEMENT

SAMARBEJDSPARTNERE

PROMENTUM ApS
JAKON A/S
TRAVELHEART

FØLG MIG PÅ SOCIALE MEDIER