Ordene
”Den storsindede (megalopsychos) udsætter sig ikke for fare af hensyn til småting, han elsker ikke faren, for der er få ting for ham, der har værdi. Men han vil møde faren for en stor sags skyld, og når han da gør det, vil han være rede til at ofre sit liv, da det er hans overbevisning, at livet ikke er værd at eje for enhver pris.”
(Aristoteles: Den Nikomakæiske Etik, IV, iii, 23.)
”Language death is the most dramatic example of language change…One Polabian inkeeper and farmer, Johannes Parum Schultze, who lived in the so-called “Hannoverian Wendland” around Lüchow and Dannenberg, wrote in 1725: “I am a man of forty-seven years of age. When I and three other people in our village have gone, then no one will rightly know what a dog is called in Wendish.”
(Robert Bartlett: The Making of Europe. Conquest, Colonization and Cultural Change 950-1350. Penguin, London 1994, p. 204.)
Under en næsten fuld, men bleg og sløret måne, gled den lille kogge over silkesort vand, hvor kun skrogets slipstrøm udlagde lange, slanke, silkeforede folder i det sortblå klæde.
Han sad med ryggen mod skibets stævn. Lænet op mod rælingen, og så nær, at han svagt fornemmede varmen fra hans krop, stod generalen for kejserens livvagt iklædt den ultramarinblå silkedragt, der lyste i mørket, og som nu dækkede den torsoformede brystplade af sølv med gudens ansigt indlagt i guld og elfenben.
Tolv af livvagterne sad på bænke op mod skibets hæk. Nogle sov, andre så årvågne eller ængstelige op i det sortgrønne himmeldyb.
To dage før havde Boreas hærget og spredt død og ødelæggelse blandt de smækre skibe.
Pludselig gled en stor øjenæblehvid havfugl ud af mørket og ind langs skibets rødbrune sejl. Soldaterne løftede instinktivt armene for at beskytte deres hoveder. Dagen var begyndt uheldsvangert. Man havde taget varsel af hjernen fra en påfugl. I dens indre fandt man en lille, sort kogleagtig vækst. Kun generalen rørte sig ikke, da fuglen gled hen over ham. Først da den var forsvundet i mørket mod luvart fangede han mandens blik og pegede efter den.
”Wren”, svarede manden, ”wren”.
Generalen nikkede umærkeligt uden at slippe hans blik, men som i tanker, ikke som om han ville udtrykke mistro eller ville forvisses om noget. Længe efter rynkede han brynene svagt og så op mod månen. Så nikkede han som om han endelig havde erindret sig. Men ordet tog han ikke selv i sin mund.
En svag hvisken lød blandt vagterne, som om nogen strøg bagsiden af hånden over en ubarberet kind.
Den mand som kejserens livvagt rejste med bar en purpur kappe over en grå dragt af uldklæde, den dragt, som rige kræmmere og velhavende købmænd bærer, og som ender i en hætte, der kan bindes sammen under hagen. Han bar en signetring af guld på højre hånd. På den venstre bar han pengehandlernes ring, den med cirklen. Om hans hals hang et fint bånd af elefanthår med en kamé, der forestillede et barn.
Månen stod pludselig frem gennem de vandrende tåger og skyer over skibet.
Generalen fulgte dens fulde skive med øjnene og pegede så.
”Esglene”, sagde manden, og et glimt af et lille, varmt lys, som fra et minde, vendte inde bag hans klare øjne.
Generalen bøjede hovedet.
Morgengryet kom. Gennem tågerne straktes en bleg, orange skygge. En tjener skænkede ham det første glas vin fra en glaskaraffel med guldkanter. Han tømte det i ét drag og fik straks det næste.
Mens solens gud holdt på sin kugle med uldvanter våde af dug og det turkise skum fra havet, rejste han sig for første gang siden indskibningen, gik ind i stævnens kile, og så mod syd, mod det sted, hvor paladset måtte ligge. Bag ham bad mandskab og gardere deres bøn til solen. Og også generalen bad, det han måtte bede ifølge sin stoiske tro, om at denne dag måtte blive hans sidste, og at han måtte vise sig værdig til den død, der ville komme.
”Nerlein ain dekoim”, sagde guldhandleren ind i daggryet uden at dæmpe sin stemme.
Alt blev øjeblikkeligt stille. Med åbne munde, som om de var et kor, der ventede på en tone, vendte de sig mod ham.
”Han vier os til dagen”, ”han har beskyttet os mod stormen”, ” han taler til guderne”, …, stemmerne gled over i hinanden.
Men generalen nærmede sig ham, og idet han bøjede sig i tilbageholdt ærbødighed mod ham, spurgte han:
”Herre, Jetzwekiel, er det sandt, at dagens guder adlyder dig?”
Guldhandleren smilede og så på ham, venligt, uden overmod og svarede på deres sprog:
”Hvad er vel dagen andet end endnu et ansigt?”
”Et ansigt”, generalen tøvede, ”hvad er et ansigt?”
”En fin formet klump af kød”, svarede guldhandleren, ”hvorfra den påstand plejer at udgå, at det er en værdi i sig selv. Men jeg hævder, at jeg kan købe ethvert ansigt. Også solens, og også dit!”
Generalen svarede ikke på forhånelsen. Gryet og den, der kan sproget, er hellige.
Men alle fornemmede de, da de ud på aftenen over et blikstille hav gled ind under de store bjerges skygge, at det sprog, som guldhandleren talte, tilhørte guderne. Augurernes og gamle profeters magt var bragt tilbage iblandt dem. Oraklet havde talt sandt.
Ved midnat, da de nåede fjordens indre, standsede kaptajnen årene. En lille båd med en okse gled gennem gryet. Alt var grønt og sort, størknet blod og jade, og guldhandleren greb generalen om nakken, som om han havde været en ung slave, og pegede ud i dagningen.
”Jen cenein koban”.
Den, der vil kaste den første sten, må være den samme, som kan pege på det sted, hvor mørket forlader lyset.
Lige før daggry lagde de til i havnen, der lå under denne mur af strålende bygninger, paladser, moskeer, terasser, haver, kubler, der ragede ind i himlen. De havde nået Kalastan.
Mens matroserne fortøjrede skibet, bøjede generalen sig endnu engang mod Jetzwekiel, ærbødigt og ængsteligt, som den, der har fået ret og lejlighed til at nærme sig gudens øre og mund, og spurgte:
”Herre, Jetzwekiel, tilgiver I mig for at jeg lokkede Jer ombord under et falsk påskud? I må forstå, at jeg ikke har noget valg?”
Guldhandleren så op i generalens ansigt, og på arret, der trak sig fra hans venstre tinding ned over brynene, forbi det sammenvoksede hul, hvor øjet engang havde siddet.
”Det liv, jeg har levet,” svarede Jeztwekiel, ”har ikke lært mig at være godtroende. Jeg har altid rejst, altid været på vandring, eller vel egentlig på flugt, for så vidt handelsmanden og nomaden ligner hinanden ved at flygte fra deres skygge. Og derfor, General, findes det sprog, jeg taler, og som I attrår ud over alle grænser, vel egentlig overhovedet ikke. For et sprog, der ikke bebor et sted, er vel et ikke-sprog?”
”Du er det hellige sprogs sted!” sagde generalen, og hans stemme rystede.
”Gøglere, musikanter, taskenspillere, handelsfolk og tyve, Hermes`venner,” lo Jetzwekiel, ”men aldrig løgnere, mærk dig det! Ja, i sandhed, sådan må det hellige tungemål overleve. I skyggerne, hos de flygtende, i diaspora’et, i eksilet, i forvisningen, i bandlysningen, altid med den ene fod i helvede.”
Nu blev alt uroligt, fordi mandskabet og vagten ville fra borde. En by med dansere, med fløjter og trommer, med ranke, rånøgne og varme, silkebløde kroppe under net, for fine til nogen fisk, med rige horer og ydmyge kurtisaner, med kastratsangere, eunukker, og elskovslystne og vintunge hoffolk. Men på kajen ventede kejserens granatrøde baldakin på den store herre Jetzwekiel. Tolv numidiske slaver holdt den i vejret ved stave af elfenben rede til at løfte ham i den guldbelagte stol.
Jetzwekiel gik ret forbi den.
Men generalen, der havde måttet garantere fangens sikkerhed mod sit eget liv, vovede end ikke at tænke, at denne guldhandler fra landet ved den by, hvor nordens store floder krydser hinanden, kunne være en bedrager. Krop mod krop førte han ham fast og venligt nedad lejderen forbi æresvagten, ad den lange marmorgang belagt med rosenblade mod kejserens palads. Al sandhed og alt bedrag begynder ved ordene, og den, hvis sprog, vi ikke har viden eller ret til at sætte vort eget over, findes hinsides enhver dom.
”Jergnim heis”, sagde guldhandleren oprømt og gestikulerede i retning af marmorpaladset, og da han fornemmede generalens forbehold, sagde han, på hans sprog
”Jeg døber dagen i dag en dag for drømme og jubel!”.
De skred langsomt ad alleen mellem påfuglefjer, strålende skjolde og spyd.
Men kejseren lå for døden i paladset.
Den lysebrune dreng, der havde ligget hos ham siden solnedgangen smøg sig sagte ud af silkelejet bortvinket af den livlæge, over hvis nakke tronarvingen åndede.
Som om han havde kunnet høre solen, åbnede kejseren sine øjne. I dette dyb mellem nat og dag, hvor livenes uendeligt lange og spinkle troppetog brydes og viser os universets dybe mørke, i denne mellemtid, hvor angsten hersker, følte også kejseren kulden fra de store stjerner. I denne ingentid, hvor ekkoet fra alle vore bønner tøver på vej tilbage fra evigheden, holdt han vejret i fortvivlelse og ventede på det første tegn fra solen. Han lå som sin egen sarkofag på et hævet leje midt i et gemak, hvis rammer forsvandt i halvmørket fra de blafrende kærter.
På himlen bag det skaktformede vindue så kejseren det stjernebillede blegne, hvorom universet drejer, og som han snart måtte rejse ud imod med sit døde, men balsamerede legeme, og som kun indeholdt en sjæl, hvis de havde nået at helliggøre det gennem hans modtagelse af velsignelsen. Da ville hans krop først være blevet lagt i det kolossale gravmæle ved bunden af en dybere og langt mere kraftfuld skakt, en rampe rettet mod dette punkt på himlen, hvor alene et gennembrud er muligt. Det eneste sted, hvor uendelighedens optiske illusion kan brydes, hvor tidens og rummets bedrag opløses. Den skjulte knap, der får universets trompe d’ oeuil til at dreje på sine hængsler, og alt det, der blot er så suverænt malede, farvestrålende perspektiver på døde overflader, til at blive levende kød. Da ville hans opgave være fuldendt, at lede sit folk gennem det bjerg, der kaldes ”Himlen”, ud i et nyt liv, det liv, hvor døden ikke findes, og hvor selv retfærdigheden er blevet overflødig.
Sagte, i den stilhed, da solens kronblade slap det første lys ud, hviskede ypperstepræsten: ”Herre, han er kommet!”
De andre præster, iblandt dem sandsigerne, hoffolkene, generalerne af den højeste orden, enkelte af de børn, der stod højst på rangfølgen, de tre højeste hustruer, og den eneste tronfølger selv, stod i en urolig kreds omkring ham.
Kejseren gav endelig efter for åndedrættet og vendte sit ansigt mod dem. Under dem, ved opgangen til genmakket, stod Jetzwekiel.
”Herre, han er kommet”, gentog ypperstepræsten.
Kejseren nikkede umærkeligt, han sparede på enhver kraft, der måtte være tilbage.
Bestemt, men alligevel behersket - og man kan spørge, om han prøvede at skjule den raske gang, hvormed den sunde kommer til den syge - steg pengehandleren op ad paladsets trapper. Hans skridt kunne synes uden den ærefrygt, uden den ydmyghed, som kendetegner den, der er fremmed for hele det system af magt, der kendetegner et mægtigt regime, men pengehandleren besteg vel ikke paladsets trapper på nogen anden måde end de fremmede gesandter fra forbundsfæller så ofte havde gjort. På denne dag var hans magt uendelig, og finfølelsen, der også kan være et særligt udtryk for overlegenhed eller for en raffineret foragt, eller et indforstået tegn på en vis viden om etikette, kunne sikkert have været hans særlige gestus overfor en døende, som hele verden frygtede, men pengehandleren trådte ind i kejserens gemak som om han gik ind for at more et barn.
Generalen derimod, der fulgte ham med en jomfrus åndedræt, skjalv.
Ved indgangen til kejserens sovegemak standsede de.
Pengehandleren så forbi eller gennem ypperstepræsten og hans klerasi af præster, sandsigere og magikere, hustruer, hoffolk, forbi statholder og tronfølger, der med mimetiske gesti prøvede at få ham til at bøje sig, blev stående med al selvfølgelighed lige inden for døren, og søgte kun det blik, der rettedes mod ham fra den lille skikkelse på sengen i salens midte.
Kejseren vinkede dem bort.
Generalen gik tre skridt frem i rummet og kastede sig på knæ. Ypperstepræsten lagde forsigtigt hånden på hans skulder. Men Jetzwekiel stod rank uden at bøje hovedet til andet end en umærkelig hilsen.
Den spænding mellem det had mod ham og den afhængighed af ham, den nidkærhed og den ærefrygt, som de tilstedeværende følte, ville have stemt enhver for brystet undtagen Jetzwekiel. Dog, næsten med det samme forsvandt de som en sværm, for kejseren igen havde bevæget sin finger.
Jetzwekiel gik uforfærdet frem og satte sig af sig selv ved hans leje, helt tæt på hans ansigt.
Der sad de, sådan som de altid havde siddet, pengehandleren og kejseren, den evige duo i historiens tålmodige maskine, og altid ville komme til at sidde, mund ved øre og øre ved mund, så længe dynastier bygges på fastboende, på agerbrug og minedrift, på handel og industri, fra Fugger til Krupp.
”Hvem er du?” spurgte kejseren med næppe hørlig røst.
”Jeg er den første og den sidste, som kan sproget,” svarede Jetzwekiel.
”Hvordan kan jeg vide, at du taler sandt?” spurgte kejseren, afmægtig.
” Fordi det sprog, jeg normalt taler, er et helt andet sprog” svarede Jetzwekiel, og besluttede sig til at forbarme sig over ham.
”Hvilket sprog?” spurgte kejseren.
”Det sprog de kalder ”penge”,” svarede Jetzwekiel, ”verdenssproget!”
”Verdenssproget” gentog kejseren tøvende, tav, og fortsatte:
”Men det sprog, som jeg behøver, er jo et sprog, som ingen taler længere,” mumlede han, ”et sprog, der er uomsætteligt. Et sprog, der er uvurdérbart.”
”Det nye sprog bærer det gamle med sig,” svarede Jetzwekiel, ”som tegnet på mønten bærer guldets vægt i sig.”
”Hån mig ikke!” bad kejseren.
”Men der er også en anden sammenhæng,” fortsatte Jetzwekiel og overhørte hans bøn, ”som du let vil kunne indse, hvis du ikke allerede har forstået det. For sprogene og pengene ligner akkurat også hinanden deri, at de giver alt en værdi. Ordene har deres eget kredsløb, ligesom pengene, og i dette kredsløb slides alle værdier ned, præcis sådan, som prisen på alt har tendens til at stige. Derfor må det sprog, der skal bevare sin værdi tages ud af kredsløbet. Betydningen kan kun bevares i eksilet.”
”Jeg har aldrig forvist dig!” sagde kejseren med skælvende stemme, ”jeg kender intet til jeres skæbne.”
”Det ved jeg godt,” svarede Jetzwekiel, ”for ligesom de kostbareste ædelsstene opbevares de hemmeligste og mest lukkede steder, på samme måde må de ord, der overleve i al deres pragt og glans, overvintre som guld, der aldrig slås til mønt, opbevares i et levende skatkammer. Sådan et skatkammer er mit legeme. Jeg kan ikke bare åbne det på må og få.”
”Hån mig ikke i min afmagt”, tryglede kejseren, ”alt afhænger af dig. Du har det løsen, der kan føre mit folk fra fortabelsen i mørket ind i det evige liv.
”Jeg håner ingen”, sagde Jetzwekiel, ”jeg handler med dem.”
”Sig mig da din pris”, tryglede kejseren.
”Du forstår det ikke,” sagde Jetzwekiel, ”fordi alt allerede har en pris, har det, du vil have af mig, ingen.”
”Selvom det er uvurderligt, vil jeg give dig alt for det”, bad kejseren.
”Det er intet værd” svarede Jetzwekiel, ”derfor kan jeg ikke skænke dig det.”
” For mig er det en verden værd.”
Jetzwekiel tav.
Sveden løb ned over kejserens ansigt.
”Vi, der handler,” sagde Jetzwekiel lidt efter, ”giver kun gaver, der er noget værd. Men jeg er ikke blind for din fortvivlelse. Derfor, må du få det, der intet er værd, hvis du giver mig noget til gengæld, der er lige så lidt værd.”
”Jamen, jeg ejer jo intet, der ingenting er værd,” svarede kejseren.
Jetzwekiel løftede øjenbrynene.
”Ordene,” sagde Jetzwekiel, ”er kun symboler for symboler. De refererer alle til ting, der er noget værd. Det er derfor, at de er ord. Men det ord, som du vil have, er ikke et ord, det er blot en lyd, der har klæbet som en berøring på en mønt, på en genstand, på en hånd, på et ansigt. Du ved det selv, sporet af berøringen kan ikke kalde de døde tilbage. Tankens penge er intet værd!”
Kejseren rejste sig op på albuerne. Bag døråbningerne hørte man de hastige åndedræt fra alle dem, der stod på spring.
”Jeg har intet, der ikke er noget værd,” klynkede han.
Jetzwekiel svarede ikke.
I sin fortvivlelse rev kejseren et hår ud af sit skæg og rakte det mod Jetzwekiel.
”Et af kejserens hår,” lo Jetzwekiel, ”men jeg har brugt alle midler, alle de store magikere, shamanerne, danserne, selv gudinden, for at få ham tilbage. Men dér købslår de ikke. Alle mine rigdomme har de afvist. Intet spor efter ham har kunnet gøre ham levende igen.”
”Få hvem tilbage” mumlede kejseren.
”Min søn”, svarede Jetzwekiel, ”fra dødsriget.”
Da rev kejseren med sine negle en strimmel af sin gule, rynkede hud. Der sad et spor af blegt, livløst blod på dens bagside.
”En fiber fra silken på kejserens seng,” lo Jetwekiel.
Middagssolen rejste sig på himlen. Kejseren følte døden komme. Han kastede sig i tanken rundt om sin gamle krop i fortvivlelse.
”Du vil få din søn tilbage”, klynkede han, ”i det liv, der skal komme.”
”Nej”, sagde Jetzwekiel, ” ikke engang det gamle sprog kunne give mig min søn tilbage, og vi tilhører ikke jeres folk.”
Kejseren skælvede i fortvivlelse.
”Jetzwekiel!” råbte han, ”Forbarm dig over os!”.
Jetzwekiel løftede øjenbrynene.
”Ingen kan give dig din søn tilbage. Straf os ikke over din sorg. Jetzwekiel!, Jetzwekiel!”
Jetzwekiel smilede.
”Jetzwekiel!”
”Er det, din gave?” spurgte han, ”mit navn!”
”Jetzwekiel!” stønnede kejseren.
”Du har ret,” sagde Jetzwekiel,” jeg modtager gaven. Thi lyden af mit navn er intet værd.”
Bag dem åndede hundreder af munde, åbne som ører og køn.
Jetzwekiel rejste sig og løftede sine hænder over kejseren. Stemmernes og legemernes stilhed bag ham var abrupt og ram som kulde fra åbningen til jordens indre.
”Jetzwekiel, forbarmer du dig over os?”
Jetzwekiel holdt sine hænder svævende over kejseren leje.
”Jaan en rhodelan!”, sagde han stille, ”Jaan en rhodelan!”
Han tav, men blev stående: ”Nu har du fået din velsignelse. Må evigheden tilhøre jer!”
Kejserens øjne søgte hans, sådan varede det måske næsten længe, for den døende klyngede sig til Jetzwekiels blik, indtil de gamle øjne endelig faldt i.
Jetzwekiel smilede lidt, og løftede endelig sin brede hånd og sluttede den et øjeblik omkring kaméen med det barneansigt, der hang ved hans bryst.
Så vendte han sig og gik ud til den langsomme og pinefulde død, der ventede ham.