Det fundamentale, der er sket kunst-politisk i de sidste par år, er at ledelsen i det private erhvervsliv har forstået, at kunsten er for stor til institutionerne, at dens kraft først virkeliggøres, når den kommer ud af reservatet. Kunst kan integreres i virksomhedens sociale virkelighed ved at flyttes fra den rolle, at give oplevelser, til den rolle at give viden. Viden om lederskab, om forholdet mellem mennesker i organisationen, om kreativitet og om innovation. Kunst er grundlaget for et storstilet, organisatorisk læringsprojekt, der er endnu mere end dannelsesstrategier. Ser vi på Danmark i lyset af strukturreformen er det indlysende, at kunsten kan være et væsentligt perspektiv ved skabelsen af de kommende, kommunale fusioner, for kunst er jo kernen i kultur, også i virksomhedskultur. Men kunst er også, mere end kapitalens sprog, selve globaliseringens lingua franca.
Fra dette perspektiv må vi endnu engang stille spørgsmålet:
Hvad er kunst?
Svaret er: - Kunst er evnen til to ting:
At udnytte sin egen erfaring
Og
At overskride sin egen erfaring
Ad 1. At udnytte sin egen erfaring, betyder at gøre sine personlige erfaringer almene. Denne handling kræver, at man tror på dem, og at man kan fordybe sig i dem.
At nære tillid til sine egne erfaringer er den basale, politiske handling, fordi den er grundlaget for autonomi.
Man kan kun komme i kontakt med sine egne erfaringers kerne, hvis man kan komme i kontakt med de fundamentale holdninger, med den livsanskuelse og den livsindstilling, der ligger bag.
Derfor er kunst det stik modsatte af partipolitik, propaganda, kunstpolitiske programmer og ideologier. Kunst kan være en ideologifri zone, måske den eneste, der er tilbage.
Men kernen i kunsten er også almenmenneskelig, fordi den netop angår det eksistentielle, det, der er fælles for os alle: fødsel, barndom, arbejde, børn, legemets skrøbelighed, glæden, kærligheden og døden.
Markedet og markedsgørelsen står i modsætning til dette projekt, fordi markedet skaber en flad almenmenneskelighed, eller er selektivt rettet mod livsstile, manisk formet af teknologier og artefakter, eller styret af magtens strategier.
At udnytte sin egen erfaring indebærer en bevægelse fra oplevelse mod viden.
Viden er en måde at være på, der kræver tid, fordybelse, indsigt og viljen til at vide for videns egen skyld.
Ad 2. At overskride sin egen erfaring er kunstens væsen. Den er rettet mod det, der er, eller bør være, politikkens kerne, mod utopien.
Derfor er den både rettet mod det, at overvinde sin egen personlige fokuserethed, sine egne interesser, sin egen egoisme og fordomsfuldhed. Den er rettet mod et fællesskab, der gemmer sig som en mulighed "nedenunder" det, vi gør - et fællesskab, hvorfra kun den kan udelukkes, der udelukker sig selv.
Og den er rettet mod drømmen om et andet fællesskab, mod utopien.
Kunstens politiske potenser er umådelige, fordi den kan udkaste en ny, social virkelighed, ved at fange trådene i den gamle, ved at holde kontinuiteten, men samtidig gøre visionen konkret OG forholde sig kritisk til enhver udnyttelse af det utopiske.
Fra disse perspektiver bliver kunst alt andet end et potentielt markedsprodukt.
For det første forråder den sit eget væsen, hvis den vil sælges, for det behov, som den skulle svare til, skaber den netop selv.
For det andet bliver kunst til grundlaget for alt det, der er oprigtigt og kritisk overskridende. Derfor er kunstens område også forvandlingen af de forvaltningsmæssige institutioner, af organisationernes strukturer, af lederskabet, og af borgernes måde at forholde sig til sig selv på. Kunstens væsen er politisk og etisk selvskabelse.
Sand kunst gør forbrugeren til borger, ved at myndiggøre hende. Myndiggørelse er retten til at tænke virkeligheden om ud fra en idé.
Fra dette perspektiv bliver kunst og forskning to sider af samme sag, men vel at mærke kun, hvis forskning også formår den dobbeltbevægelse, at fordybe sig i sin egen erfarings livsholdnings-grundlag, at gå ind i sine egne grundindstillinger, ind i sit værdi-grundlag.
Hvis kunsten får retten til at erobre det offentlige rum, kan vi alle blive medskabere af vore liv. Hvis kunst får lov til at blive det umuliges kunst, kan de store budskaber til os, budskabet om historisk og mellemmenneskelig retfærdighed, blive stillet midt i virvaret af uoverskuelige, politiske dagsordner.
Retfærdigheden er i stigende grad blevet udelukket af den politiske debat. Derfor behøver vi kunst. For god kunst er aldrig selvretfærdig.
Da kunst i den forstand er det, der gør værdier virkelige, forpligtende og kompromisløse iblandt os, kan og skal kunst hverken ses som et fænomen, der behøver et marked i traditionel forstand, eller offentlig støtte.
Kunstens autonomi kræver fuldkommen uafhængighed, af økonomiske interesser, af forbrugeres behov, og af partipolitik.
Erhvervslivet har delvis taget dette ad notam. Vi behøver æstetiske regnskaber, ikke kun tom snak om social ansvarlighed og bæredygtighed. Vi behøver registrering af social retfærdighed og social skaberkraft.
Kunsten skal for alvor ud af markedet OG ud af kulturinstitutionerne. Danmark må satse på at udforske kunstens evne i forhold til virkeligheden som andet end den avancerede underholdning og som andet og mere end oplevelsesindustri, der kun kan begejstre, benchmarke og imponere.
Et virkeligt kulturpolitisk engagement med global gennemslagskraft må inddrage kunstens æstetiske kraft i midten af vore liv. Kunsten er jo intet andet end praktiseret kreativitet og innovativt overskud.
Kunsten skal ikke kun ud til borgerne, den skal ud til forvalterne, til virksomhederne, til politikerne. Folketinget burde ansætte artists in residence.
Vi skal have ret til at møde det sublime og det unikke lige midt i den praktiske dagligdag - ikke kun på museer, i teatre og i de elektroniske medier. For kunsten er den vestlige civilisations mest intensive læringsprogram. Dyrk kunst, tag kunst alvorligt, bliv klogere på livet, samfundet, menneskene og dig på selv af den. Dette kunne blive en ny renæssance. Kunsten som begyndelsen til en ny, politisk dannelse med devisen: Tænke verden om ved at tage ansvar for den.
Danmark skal blive verdens første og største, nationale atelier - og atelier betyder oprindeligt både kunstlaboratorium OG fabrik.
(1.februar 2005)